Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Professor Lene Tanggaard er nyt medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab

Lagt online: 24.06.2025

Det er langt fra hverdag at blive optaget som medlem i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Alligevel er det præcis, hvad der netop er sket for professor i pædagogisk psykologi Lene Tanggaard.

Nyhed

Professor Lene Tanggaard er nyt medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab

Lagt online: 24.06.2025

Det er langt fra hverdag at blive optaget som medlem i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Alligevel er det præcis, hvad der netop er sket for professor i pædagogisk psykologi Lene Tanggaard.

Af Aya Sørensen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Roar

Som nyt medlem bliver hun en del af det prominente selskab med cirka 500 medlemmer, hvoraf 11 er forskere fra Aalborg Universitet. Og det er en stolt Lene Tanggaard, som er optaget selskabets humanistiske klasse.

”Det er en meget stor ære at blive medlem af Videnskabernes Selskab, både fagligt og personligt. Det er ikke noget, jeg har haft som mål, for det tror jeg ikke, at man kan, så det er en dejlig overraskelse og en anerkendelse af mit virke som professor.”

Hun tilføjer:
”Jeg håber, at jeg kan bruge både min erfaring som professor og som tidligere rektor til at være med til at fremme vilkår for dansk forskning og for forskere. Jeg glæder mig til at opdage, hvor og hvordan det giver mening at bidrage, så det skal jeg i gang med at udforske”

Betydningen af humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning 
Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab har siden det blev stiftet i 1742, arbejdet for at styrke videnskabens stilling i Danmark. Det sker ved at fremme grundvidenskabelig forskning og bidrage til øget tværfaglig forståelse mellem forskellige discipliner. Selskabet spiller en central rolle i at formidle viden og skabe forbindelser mellem forskningsmiljøer. 

Dekan for Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, Rasmus Antoft, udtrykker stor stolthed over anerkendelsen og siger:

”Det er en ære, når vores forskere bliver anerkendt i et selskab med så lang en videnskabelig tradition. Det vidner ikke blot om den høje faglige kvalitet, men også om den betydning humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning har for samfundet”

Forskning handler om at gøre en forskel 
For Lene Tanggaard handler forskning netop om at gøre en forskel, ikke kun i samfundet, men også i det liv, man selv lever som forsker. Som hun selv har formuleret det, handler det ikke om at vente på, at livet sker, men om at sørge for at leve, mens man forsker.  Til de unge forskere og studerende, der drømmer om at gå forskervejen, har hun følgende opfordring: 

”Jeg vil opfordre yngre forskere og studerende til at lade nysgerrigheden drive værket og til at være åben for at tage udfordringer, som måske ikke lige i øjeblikket er det, man drømmer om. Der er altid en vej, og det handler om at være engageret og om at tro på, at man kan, også selvom det man laver måske ikke lige umiddelbart passer ind i en eksisterende strategi eller opleves relevant. Det skal nok komme, når man holder snuden i sporet. Det handler om ikke at vente på, at livet sker, men at sørge for at leve, mens man forsker”

Læs også