Spring til indhold
Forside

Nyhed

Professor i musikterapi slået til ridder

Lagt online: 23.10.2023

Hanne Mette Ridder, internationalt førende forsker i musikterapi og demens, er blevet tildelt ridderkorset af Dannebrogordenen.

Nyhed

Professor i musikterapi slået til ridder

Lagt online: 23.10.2023

Hanne Mette Ridder, internationalt førende forsker i musikterapi og demens, er blevet tildelt ridderkorset af Dannebrogordenen.

Af Torben Haugaard Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs

Hanne Mette Ridder er professor på Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet. Hun forsker i, hvordan sang og musik kan skabe tryghed, fællesskab og trivsel, og hvordan musikterapi kan mindske neuropsykiatriske symptomer ved svær demens.

Hanne Mette Ridders forskning har afgørende betydning for livskvalitet og trivsel hos demensramte og deres pårørende. Det var en af Aalborg Universitets væsentligste begrundelser for at indstille Ridder til den kongelige hæder. 

Hjælper kommuner og plejecentre

Hanne Mette Ridder forsker i forebyggende tiltag, som kan styrke fagligheden og arbejdsglæden hos omsorgspersonale, der dagligt arbejder med demente.

Ud over 100 videnskabelige artikler på dansk og engelsk har hun udgivet mere end 50 bogkapitler og bøger, heriblandt bogen ”Stemning”, som handler om, hvordan musikalsk nærvær og samvær kan integreres som faglig metode i demensomsorgen.

Flere kommuner og plejecentre har allerede taget Ridders forskning til sig og gennemfører undervisningsforløb af medarbejdere.

Ifølge Mikael Vetner, institutleder på Institut for Kommunikation og Psykologi, viser Hanne Mette Ridders arbejde tydeligt, hvordan høj forskningsfaglighed kan komme samfundet til gode.

- Hanne Mette har utrætteligt og med stor succes arbejdet med at udvikle musikterapeutiske interventioner målrettet mennesker med svær demens, deres pårørende og ikke mindst plejepersonale. Resultatet er, at en målgruppe, der på grund af deres helt særlige og ganske svære situation både er svære at nå og behandle, får en højere grad af trivsel og værdighed. Det synes jeg er beundringsværdigt, og det er uden tvivl værdsat hos både pårørende og personale i demensrehabiliteringen, siger Mikael Vetner. 

For Hanne Mette Ridder er det en stor ære at modtage ridderkorset af Dannebrogordenen, især fordi det kan være med til at skabe opmærksomhed omkring musikkens betydning for behandling af demente.    

- Vi ved, at vores forskning er meningsfuld, når en person med tidlig demens beskriver, hvordan musikterapi ”booster” og giver afklaring. Eller når medarbejdere fortæller, hvordan de bruger vores arbejde til at skabe nærvær og samhørighed i demensomsorgen. Når andre også får øje på og anerkender resultaterne, håber jeg, at vi kan brede det endnu længere ud, så endnu flere mennesker med demens kan få en omsorg, der er nænsom og skaber trivsel. Musik indgår på så mange forskellige måder i tilværelsen, men tænkes sjældent ind i sundhed, omsorg og kommunikation. Vi er kommet et skridt nærmere med en fantastisk anerkendelse som denne. Det er jeg meget taknemmelig for, siger Hanne Mette Ridder.  

Vil du vide mere?

Se Hanne Mette Ridders forskningsprofil