Af Susanne Togeby, Institut for Kommunikation og Psykologi. Foto øverst: Morten Holtum.

Prisen blev overrakt på Ny Carlsberg Glyptotek d. 31. august 2022. I den anledning har Frederik Stjernfelt indvilget i at lade sig interviewe om sin forskning gennem de sidste 25 år.

Interview med Frederik Stjernfelt

Frederik Stjernfelt, hvad forsker du i?

Jeg har forsket i ret mange forskellige ting – det er faktisk en ret bred palette. I min stillingsbeskrivelse står der semiotik, idéhistorie og videnskabsteori, og det dækker meget bedre end stillingsbeskrivelser, jeg har haft tidligere - men jeg vil ikke sige, at det dækker det hele. Altså, jeg har benyttet mig af forskningsfriheden til at gå langt ud ad tangenter, som ikke stod i min stillingsbeskrivelse. Men jeg synes, vi skal starte med semiotikken; det er den, jeg har brugt mest tid på gennem årene, og det er via mit arbejde indenfor dette felt, at jeg har fået alle mine internationale kontakter.

En teori til at forstå videnskabsteori og diagrammer i det offentlige rum

Kan du fortælle lidt om, hvad semiotikken går ud på?

Ja, det kan jeg godt. Allerede for 25 år siden blev jeg meget interesseret i den amerikanske semiotiker Charles Peirce fra omkring 1900. Dengang var det, fordi det gik op for mig, at der i hans semiotik var en hel teori om diagrammer, som jeg synes var fantastisk god både for at forstå videnskabsteori og for at forstå diagrammer i det offentlige som landkort, formler, algebra, matricer, koordinatsystemer eller lagkagediagrammer osv. Det er en meget stor udvidelse af semiotikken fra kun at handle om sprog til at handle om diagrammer, som Peirce argumenter for er meget vigtig i al tænkning. Det blev så emnet for min disputats, som jeg sjovt nok forsvarede i Aalborg i 2006, selv om jeg ikke var ansat på Aalborg Universitet dengang. På en måde synes jeg selv, det er det vigtigste, jeg har lavet. Og det er jeg faktisk blevet ved med siden.

Derefter blev jeg interesseret i Peirces teori om udsagn, som jeg også synes er innovativ og fantastisk egnet til vores tid. For det Peirce siger er, at udsagn ikke kun er noget, man fremsætter i sprog, dem kan man også fremsætte ved hjælp af diagrammer, billeder, gestus, fotos og alt muligt andet. Det afgørende for et udsagn er, at det kan have en sandhedsværdi; det kan være sandt eller falsk.

Fake news

Peirces påstand er, at det ikke kun er sproglige udsagn, der kan være sande og falske. I vores dage, ville vi kalde dem multimediale – det var ikke et ord, der fandtes, da Peirce skrev for 100 år siden. Hvis du spøger filosoffer om eksempel på et typisk udsagn, så vil de sige: ”Katten er på taget”. Hvis du spørger Peirce om et typisk udsagn, så vil han som eksempel nævne et portrætmaleri med en titel. Hvis du har et maleri af Napoleon, og der er et skilt nedenunder, hvor der står Napoleon, så er de to tegn tilsammen et udsagn, fordi det har en sandhedsværdi. Så Napoleon faktisk sådan ud som på billedet, så er det sandt, og så han ikke sådan ud, så er det falsk. Så når man først får det der Peirce-blik på verden, så er der mange flere ting derude, der kan udgøre et udsagn. Fotos med tekst under, et filmklip med voice over på nettet, eller to gestus, du kombinerer, kan udgøre et udsagn. Så denne teori er for mig ligesom en videreførelse af det med diagrammer. Hele komplekset med diagrammer og multimediale udsagn er en meget vigtig pointe i en tid, hvor så meget handler om Fake News.

Fake news er udsagn, der hævder at være sande, men som er falske. Fake news behøver du ikke kun at bruge sprog til. Du kan også lave fake news med manipulerede billeder, eller fotos med forkert tekst. Teorien er så aktualiserbar; den passer til skærmalderen, hvor vi får så meget multimedial information - selvfølgelig på internettet, men også via tv, radio, presse og alle mulige steder, hvor man blander medier. Mange af de tidligere semiotikker har ikke set det, men der synes jeg, at jeg har fået hentet nogle listige teorier ud af Peirces efterladte skrifter.

Folkemordet på Balkan

Hvordan har din forskning så udviklet sig videre over årene, og hvordan har du forbundet din forskning i de meget forskellige emner?

Der er en anden tråd, som lidt har med politisk filosofi at gøre, og den er meget anderledes end semiotikken. Peirce handler om filosofi, teori og arkivstudier. Det er klassisk humaniora. Men så blev jeg optaget af krigene i Jugoslavien i 90’erne. Da de var slut, gav jeg mig til at rejse rundt i Serbien og Bosnien med en ven, Jens-Martin Eriksen, der er forfatter og cand.mag., og vi endte med at skrive to bøger om krigene. Det er en art hybridbøger, på en måde en blandingsgenre, der både er rejsebøger, reportagebøger og akademiske bøger. De er baseret på akademisk læsning af kilder, men også på at vi tog rundt og interviewede en masse mennesker, der havde været med i krigene, intellektuelle i områderne og politikere.  Du kan kun få noget at vide om krigene ved at bruge en blandet buket af forskellige kilder.

Projektet udsprang af et politisk chok over, at de ting kunne ske lige uden for vores egen dør.  Vi var begge to pikerede over, at der pludselige kunne være et folkemord i Europa, folkemordet på bosniske muslimer, som blev sendt for rullende kameraer. Vi tænkte, om vi ikke kunne bruge vores akademiske kompetencer til at finde ud af noget mere om det. Vi talte med krigsforbrydere, som vi fik overtalt til at stille op til interview. Vi læste løbende retsreferater fra domstolene i Haag. Jeg synes, det var noget fantastisk stof, vi fik ud af det, og det er klart, at vi ikke kunne have lavet det uden vores akademiske baggrund.

Muhammedkrisen

Det fører hen til det næste emne, jeg beskæftigede mig med, som er alt det med ytringsfrihed og trykkefrihed, for så kom muhammedkrisen i 2005 og 2006. Eriksen og jeg selv syntes det var helt grotesk, at man ikke var bedre i stand til at forsvare tegnerne. Der spillede vores Balkan-projekt med i baggrunden, for vi var blevet optaget af, hvor ondartet en rolle religion havde spillet i Balkankonflikten på alle tre sider: på den katolske, den ortodokse og den muslimske side. På ingen af de tre sider spillede religion en pyntelig rolle – tværtimod. Religion var stærkt medvirkende til, at krigen blev så ondartet, som den blev. Så da Muhammedkristen kom, tænkte vi: Skal det ikke være tilladt at lave religionssatire og religionskritik?

Så vi hørte til dem, der forsvarede muhammedtegnerne. Det var ikke noget populært synspunkt dengang, og det var ikke lige velset i hele min vennekreds. Vi endte med at skrive en bog om multikulturalismens idehistorie, der var kritisk overfor multikulturalisme fra et liberalt venstrefløjssynspunkt.

I bogen prøvede vi at spørge, hvor de ideer kommer fra, at man ikke må sige noget grimt om andre kulturer, at alle er ligeværdige, eller at alle værdier er lige gyldige. Vi mener, at multikulturalisme er noget værre noget, hvis ikke man sørger for at styre den demokratisk. Hvis der er sammenstød mellem demokratiske principper og multikulturalisme, så er det de demokratiske principper, der skal vinde; det er vores grundsynspunkt.

Tech-giganternes rolle i ytringsfriheden

Hele striden med Muhammedtegningerne gjorde, at jeg blev akademisk interesseret i ytringsfrihed og mere og mere interesseret generelt i oplysningens idéhistorie, altså oplysningstiden i 1600-1700-tallet. Hvor kom de idéer fra, og hvordan udviklede de sig? Hvordan kunne det være, at de efterhånden blev i stand til at gøre op med kristendommens meget centrale undertrykkende rolle i Europa?

Jacob Mchangama, som er en superdygtig liberal jurist, og jeg blev enige om, at Danmark manglede en ytringsfrihedens historie, så vi skrev en 1000 sider stor bog, MEN, der følger udviklingen i Danmark fra reformationen til nu og handler om, hvordan lovgivningen ændrer sig, og hvilke store sager der har været, hvor staten eller kirken forfulgte folk for deres synspunkter. Ret kort tid efter brød Cambridge Analytica ud og Facebooks problemer med den sag. Der blev jeg interesseret i, hvilken rolle tech-giganterne som Google, Facebook osv., spiller i forhold til ytringsfriheden. Det blev til en bog sammen med Anne Mette Lauritzen, der handler om problemerne med censur på Facebook, Twitter, Google, Pinterest osv.

Tre vilde år med trykkefrihed

Hvordan opstod dit seneste store projekt, Grov Konfækt?

Det seneste store projekt, opstod, da jeg kom til at tale med historikeren Ulrik Langen omkring 2017, og det gik op for os, at nu nærmede 250-årsdagen for den danske trykkefrihed fra 1770 sig. Vi sagde til hinanden: ”This calls for a Carlsberg application”. Så vi lavede en ansøgning og fik penge til at skrive en bog om trykkefrihedstiden, som er de tre år fra 1770-1773.

Det var Struense, der introducerede trykkefriheden som den første lovgivning, efter at han var begyndt at få magt i kongens kabinet. Det heldige er, at der var en embedsmand, som samlede alle pamfletterne, der blev udgivet i den treårige periode, og den samling ligger på det Kongelige Bibliotek. Der var aldrig nogen, der havde skrevet noget større om den samling der, og det syntes vi var for mærkeligt, for det er et helt fantastisk stof.

Nu er vi så forskningsmæssigt tilbage i gammel-humanistisk stof. Det er arkivstudier, det er at læse alle de gamle pamfletter og finde ud af, hvordan de hænger sammen, hvad debatterne handlede om, og hvad det var for nogle personer, der skrev pamfletterne. Og så selvfølgelig også hæve sig op og spørge: Hvad var det for en pressefrihed, der herskede den gang? Hvordan prægede det bylivet, og hvad skete der siden hen?

Kortlægning af humanistisk forskning

Er vi så kommet igennem de vigtigste dele af din forskning?

Der er også alt det, jeg har lavet sammen med David Budtz Pedersen. I 2010 fik jeg en henvendelse fra Veluxfonden, som ønskede en kortlægning af humaniora. Så mødte jeg lidt tilfældigt David Budtz, som nu er en af mine gode kolleger her på Aalborg Uni, og som er 25 år yngre end mig. Vi lavede en stor spørgeskemaundersøgelse, så det er en helt anden type forskning, altså mere sociologisk.

Vi spurgte alle danske humanistister: Hvad forsker du i og hvorfor, hvad er din metode og dit emne, og hvilke personer er du inspireret af? Det mundede ud i en stor humaniorarapport, og samtidig lavede vi et bind med humanistisk videnskabsteori. Veluxfonden var så glad for det, vi havde lavet, at de spurgte, om vi ikke også kunne lave en undersøgelse af danske humanisters formidling. I 2018 udgav vi den rapport, der handler om, hvordan danske forskere formidler deres forskningsresultater i bøger, artikler, blade interviews, medier, og vi forsøgte at lave en undersøgelse af, hvilke typer samarbejdsrelationer de humanistiske fag har, altså psykologer samarbejder fx tit med sygehuse og kunsthistorikere med museer.

Allersenest har vi lavet en rapport om danske museers brug af humanistisk forskning, hvor vi har talt med en masse museumsdirektører og museumsfolk. Alt dette har jeg brugt meget af min tid på, mens jeg har været på Aalborg Universitet de sidste 6 år. Forskningsmæssigt handler det om praktisk videnskabsteori eller videnskabsteori i praksis. David har været en supergod samarbejdspartner, og det har været supersjovt. Vi har været et godt team, fordi jeg har været den gamle erfarne, og han har været den unge fremadbrusende.

Det er skægt og givende at skrive sammen med andre

Når du fortæller om din forskning, så er der altid nogle mennesker, som du har arbejdet sammen med. Er det vigtigt for dig?

Mange bøger har jeg skrevet sammen med andre. Det kan let blive ensomt at sidde sammen med sin skærm. Jeg synes, det har været sjovt at arbejde sammen med andre, og resultatet bliver også bedre end det, hver enkelt kan lave. Når jeg kigger bagud, så er det eneste, jeg ikke har lavet sammen med andre, det med Peirce. Alle de andre emner har jeg skrevet sammen med andre. Jeg har fx også skrevet en bog med Poul Erik Tøjner, der er direktør for Louisiana, og udgivet med min supergode ven Vincent Hendricks, der er logikprofessor på Københavns Universitet. Jeg har virkelig skrevet meget sammen med andre. Det er både skægt og givende.

Et forsvar for bogen

En rød tråd er også, at jeg har udgivet så mange bøger i en tid, hvor vi som forskere får at vide, at vi skal skrive artikler i stedet for bøger. Det synes jeg er forkert. Jeg vil gerne forsvare bogen som videnskabelig genre af flere grunde. Der er nogle emner, som kalder på, at man skriver bøger om dem, synes jeg. Vores bog om trykkefriheden giver et samlet billede af en treårsperiode i Danmarkshistorien. Den består af 40 kapitler. Hvis nu vi havde skåret den op i 40 artikler, som var udkommet i forskellige tidsskrifter, så var hele billedet blevet pulveriseret; så havde man slet ikke fået det store portræt af hele den periode. Man kan selvfølgelig sige, at den enkelte læser selv kunne samle det op i tidsskrifter og sætte det sammen, men det ville de færreste jo få gjort. Så hele det overordnede argument og hele det overordnede billede ville jo forsvinde, hvis ikke det var i en bog. Så jeg synes, at der er en næsten ontologisk grund til, at der er nogle emner, som behandles bedre i bøger end i artikler.

Det er det ene argument, og det andet er, at det at udgive bøger er en af humanistiske og samfundsvidenskabelige forskeres gamle måder at henvende sig til offentligheden på. Det gør, at du ikke kun skriver til dine akademiske kolleger, men også skriver til en offentlighed, som du er med til at oplyse og levere argumenter til. Jeg synes, det er et stort tab både videnskabeligt og formidlingsmæssigt, hvis vi kun skriver artikler, og jeg synes, vi har en forpligtelse til at viderebringe vores resultater til offentligheden, og ikke kun til kollegerne. Så jeg har lagt meget vægt på at publicere i bøger og ikke kun gennem artikler. Bøger har en styrke, som man fra politisk side let overser.

Dansk idéhistorie på vej

Hvor er du på vej hen, hvad bliver det næste projekt?

En ting, jeg ikke har nævnt er, at jeg fra 90’erne til 2006 var medredaktør af en meget stor idéhistorie, Tankens magt. Det var et kæmpeprojekt, på en måde den eneste bestseller, jeg har været involveret i. Lige siden har Hans Siggaard og jeg talt om, at vi skulle videreføre alle de erfaringer, vi fik der, i et nyt projekt. Så nu har vi fået stablet fondspenge sammen til at lave en dansk idéhistorie. Jeg tror, den ender med at blive 3000 sider, hvor vi især lægger vægt på nyere tid, altså 1800-1900-tallet og op til nu.

Idéen er, at bogen skal skrives som contestative intellectual history. Det er en international strømning – altså contest betyder jo strid - der siger, at når man laver idéhistorie, så skal man ikke kun inddrage de store mænd og kvinder og deres dybe tanker - de skal også med - men de skal ses i konteksten af de stridigheder, der hele tiden er, altså de offentlige kampe og stridigheder. Man skal se på, hvem der bliver sat i fængsel for deres synspunkter, og hvem der ikke gør, og hvad argumenterne pro et kontra er. For så får man også taberne med. Man skal altså både portrættere dem hvis argument vandt, og dem, der tabte i det store perspektiv. Det er den idé, der skal gøre denne bog særlig - at den skal skrives på den måde, så man hele tiden har fokus på slagsmål og stridigheder.

Fondsmidler har givet arbejdsro

Hvad er vigtigt for, at du kan lave din forskning?

Jeg har været superglad for de private fondsmidler, jeg har modtaget. Det betyder, at man får arbejdstid og arbejdsro, og det er jo privilegeret, at jeg har fået alle de fondspenge. Det har virkelig tilladt mig at skrive mere, end jeg ellers ville have haft mulighed for. Men det betyder også, at jeg ikke har undervist så meget som tidligere i karrieren. De sidste 10-12 år har jeg undervist betydelig mindre af den grund, at jeg har fået fondsmidler med specificerede forskningsprojekter.

Det stod virkelig ikke i stillingsopslaget, at jeg skulle tage til Bosnien og tale med krigsforbrydere

Har du nogle gode råd til unge forskere?

Du skal forske i noget, der virkelig optager dig. Brug forskningsfriheden til at forfølge dine interesser. Det synes jeg er det bedste. Stort set alt det, jeg har lavet, er ting, hvor jeg har tænkt: Det her må jeg sgu finde ud af; hvad er det her for noget?

Det kan godt være institutionen har ændret sig for meget til, at man kan gøre det nu om dage - men altså jeg har bare tænkt, hvis det her virkelig interesserer mig, så gør jeg det, selv om det ikke står i min stillingsbeskrivelse. Det stod virkelig ikke i mit stillingsopslag, at jeg skulle tage til Bosnien og tale med en masse krigsforbrydere. Men jeg blev bare så interesseret i det, at jeg gjorde det. Det kan godt ske, at det er blevet sværere, fordi der er så mange stillinger, der er øremærkede, hvor man er ansat til at lave en bestemt opgave i et projekt. Men i det omfang du kan, så brug forskningsfriheden til at forfølge det, du virkelig interesser dig for.