I Danmark, som i de øvrige nordiske lande, har vi et veldefineret og -udviklet velfærdssystem. Det er et velfærdssystem, der (på tre niveauer national, regional og kommunal) er baseret på en antagelse om at staten har forpligtet sig på at sikre borgernes grundlæggende rettigheder i relation til sundhed og trivsel gennem gratis servicer og ydelser til de, der ikke kan klare sig selv. De servicer og ydelser er lovbestemte og -regulerede og at modtage dem er i langt overvejende grad frivilligt, men kan i særlige situationer gennemføres med tvang. Denne forpligtelse er særligt udtalt i relation til beskyttelse af børn.
I 2014 blev en ny paragraf indskrevet i Loven om Social Service. Med denne paragraf er formuleret en kommunal forpligtelse til at yde forebyggende indsatser til børn, unge, og familier i udsatte positioner. Formålet med paragraffen er at den skal supplere og skærpe det børnesagsbehandlendes arbejde med at forbygge problemer eller forebygge at eksisterende problemer udvikler sig yderligt. Denne paragraf kaldes for Forebyggelsesparagraffen.
Forebyggelsesparagraffen er denne afhandlings emne.
Forebyggelsesparagraffen kommer med nogle anderledes juridiske muligheder sammenlignet med sagsbehandling i børn- og familiesager i øvrigt. Servicer og ydelser i regi af denne paragraf er ikke genstand for en myndighedsbaseret afgørelse, men kan tilbydes og iværksættes på baggrund af en fagligt funderet beslutning. Dermed behøver forebyggende indsatser ikke være underlagt det sagsbehandlende bureaukrati, der ofte er kendetegnet ved at være tidskonsumerende. Det er ikke usædvanligt at den periode fra myndigheder bliver gjort opmærksomme på et barn eller en familie, der har brug for hjælp, til hjælpens art og omfang bliver defineret og til den bliver iværksat, kan strække sig over mange måneder. I visse tilfælde halve til hele år.
Implementeringen af denne forebyggelsesparagraf i de danske kommuner har imidlertid ikke været uden udfordringer. Paragraffen er en rammelovgivning hvilket betyder, at det overordnede forebyggende sigte er bestemt af Folketinget, og at det er op til de enkelte kommuner at fylde rammen, dvs. på felter som organisering, ressourcer og normering samt beslutningen om hvilke typer af forebyggende indsatser, der skal kunne tilbydes. De udfordringer, der har været med at implementere
paragraffen har betydet at den har været genstand for mange juridiske, socialfaglige og tværkommunale debatter og aktiviteter, om end den ikke har været gjort til genstand for dybdegående forskning, hvilket herværende undersøgelse har som sit mål.
Denne undersøgelse er en kvalitativ udforskning af denne paragraf i en overordnet ramme af Mediated Discourse Analysis og Nexus Analysis. Det er en ramme der muliggør at studere paragraffen og dens instrukser diskursivt på mange og sammenhængende niveauer som tekst, som socio-historisk begivenhed, som medieret handling og i konkrete organisatoriske og materielle situationer. Paragraffen undersøges med afsæt i to interrelaterede forskningsinteresser. Den ene er en interesse i paragraffen som tekst, som lovgivning og som socio-historisk begivenhed. Den anden er en interesse i paragraffen som den er implementeret i et specifikt kommunalt forebyggelsesteam med særligt analytisk fokus på hvordan positive sammenhænge mellem lovgivning, organisatorisk forankring og fysiske rammer kan virke praksisfremmende for de muligheder socialarbejderne i forebyggelsesteamet har for at yde deres faglige skøn.
Afhandlingen består af tre delanalyser. Den første delanalyse er af paragraffen. Denne analyse identificerer begivenheder og forskningsfelter, der kan have ledt frem til et behov for en forebyggelsesparagraf, og fortsætter med at afdække det felt paragraffen skal regulere og de instrukser, den indeholder. De instrukser er, i sammenhæng med det tidligere nævnte forhold, at forebyggende indsatser kan iværksættes uden myndighedsafgørelser, at det forebyggende arbejde skal være hurtigt handlende, tidligt handlende, fleksibelt handlende og udelukkende på baggrund af frivillighed fra modtagerne. Denne analyse placerer forebyggelsesparagraffen i en overordnet Forebyggelse er imperativt-Diskurs.
De næste to delanalyser (2 og 3) er undersøgelser af paragraffens instrukser som de er implementeret i et forebyggelsesteam i Bornholms Regionskommune. Delanalyse to tager afsæt i en art deviant medieret handling, hvor delanalyse tre tager afsæt i en, i forebyggelsesteamet, klassisk medieret handling. Samlet viser disse to delanalyser et potentiale for i implementeringsstudier, at kombinere kvalitative analyser af den pågældende lovgivning, der skal implementeres, med ditto analyser af de fysiske rammer og materialitet, med samme tyngde som analyser af de organisatoriske vilkår eller forankringer. Den kombinerede analyse med således lige meget vægt på lovgivning, organisatorisk forankring og fysiske rammer, åbner op for en komplementær eller supplerende forståelse af de betingelser hvorunder socialarbejderne i denne undersøgelse, eller frontmedarbejdere generelt, arbejder og har mulighed for at udøve deres faglige skøn. Undersøgelsen og afhandlingen viser hvordan sådanne sammenhænge kan blive praksisfremmende for både socialarbejdere og borgere.
