En vigtig motivation for at involvere sig i dans er at få smukke - æstetiske - oplevelser gennem selve den kropslige udfoldelse. Men den filosofiske æstetik har stort set negligeret subjektets egne handlinger som potentielle oplevelser af det skønne, og har begrænset skønhedserfaringer til kontemplationen af ydre objekter. Bogens indledes derfor med en kritisk revurdering af udvalgte eksisterende skønhedsbegreber og deres metodiske grundlag.

Bogens efterfølgende udvikling af en teori om performativ skønhed inkorporerer erkendelser fra ny fænomenologi, neuroæstetik, enactivism og soma-æstetik. Teorien identificerer vores kinæstetiske bevidsthed som centralt omdrejningspunkt for en oplevet enhed af ​​både teori og praksis, af skabelse (poiesis) og perception (aisthesis), og af bevægelse (agency) og at blive bevæget (reception). Denne enhedsoplevelse afføder skønhedsoplevelsen af egne bevægelser. Med andre ord, performativ skønhed er glæden ved at blive bevæget af dansen, hvor danseren føler sig både som en kreativ improvisator og en integreret del af selve aktiviteten.