Institut for Kommunikation og Psykologi

Flygtninge med PTSD kan nås med særlig musikterapeutisk behandling

Flygtninge med PTSD kan nås med særlig musikterapeutisk behandling

Metoden 'traumefokuseret musik og billeddannelse" er en nyskabende psykologisk behandling til flygtninge med PTSD. Det konkluderer en gruppe forskere efter at have sammenlignet traditionel psykologisk terapi med den musikterapeutiske metode.

Lagt online: 10.12.2021

Mange mennesker med flygtningebaggrund lider af psykologiske problemer, der udspringer af de traumer, som de har oplevet. Disse mennesker er samtidig svære at fastholde i traditionel psykologisk behandling, og forskere har derfor forsøgt at finde behandlingsmuligheder, som er tilpasset deltagernes kulturelle baggrund.

I forsøget undersøgte forskerne effekten på flygtninges traumesymptomer ved at sammenligne traditionel psykologisk terapi og musikterapimetoden 'traumefokuseret musik og billeddannelse’. Metoden går ud på, at deltagerne guides til at danne indre billeder ved at lytte til musik, både vestlig klassisk musik, new age-musik og musik fra deres egen kultur. 

Forskerne fandt, at den musikterapeutiske metode er lige så effektiv som traditionel psykologisk terapi. Musikken hjalp både med at skabe positive tilstande og med at regulere arousal under genkaldelse af traumeoplevelser. Samtidig så forskerne kun et frafald på 5% ved den musikterapeutiske metode, mens de ved traditionel psykologisk behandling oplevede, at 40% af deltagerne faldt fra undervejs.

Forskerne konkluderer, at ’traumefokuseret musik og billeddannelse’ er en nyskabende psykologisk behandling til flygtninge med symptomer på PTSD.

Læs mere i artiklen:

Music therapy was noninferior to verbal standard treatment of traumatized refugees in mental health care: Results from a randomized clinical trial