AAU logo
Musik kan med fordel bruges mere i sundhedssektoren

Musik kan med fordel bruges mere i sundhedssektoren

Nordjysk Center for Kultur og Sundhed på AAU har afdækket brugen af musik på hospitaler, hospicer og plejecentre. Undersøgelsen viser, at musik anvendes på mange forskellige måder, men lidt tilfældigt og uden overordnet strategi.

Tre ud af fire ledende sygeplejersker på landets hospitaler svarer i en ny stor kortlægning af brugen af musik, at de har musiktiltag på deres afdeling. Men musik bruges tilsyneladende lidt tilfældigt uden konsekvente overordnede beslutninger, viser undersøgelsen. Det er således under hver fjerde afdeling, der har et fast tilbud om individuel musiklytning.

- Det virker som om, at der ikke er konsekvente tilbud på afdelingerne om at tilbyde musik  i forbindelse med opholdet, siger forsker Anita Jensen, der har stået for undersøgelsen for Aalborg Universitet.

På trods af manglende strategier for brugen af musik, viser undersøgelsen, at man mange steder i sundhedsvæsenet er blevet opmærksomme på, at musik kan være en rigtig god hjælp til at skabe for eksempel en mere rolig situation og mindske angst og stress.

- Undersøgelsen påviser, at sundhedspersonalet ser et potentiale, og at musikken derfor også kan anvendes meget mere, siger Anita Jensen.

Ifølge Anita Jensen kan det være til stor gavn for patienterne, hvis musikken inddrages, hvor det er relevant og kan bidrage til positive sindsstemninger og til det øvrige miljø. Sundhedsfaglige og musikfaglige kan med fordel samarbejde om at tilrettelægge musiktiltag, så musikken bruges mere systematisk.

           

  
Eksempler på musiktiltag

  •     Baggrundsmusik
  •     Fællessang/kor
  •     Gymnastik eller yoga med musik
  •     Individuel musiklytning
  •     Musikterapi
  •     Koncertture
  •     Levende musik
  •     Udsyngning

Hent rapporten

Resultaterne er publiceret i rapporten: "Brug af musik i det danske sundhedsvæsen".

Hent en kort version af rapporten (pdf)

Hent den fulde rapport (pdf)

Yderligere information

Postdoc Anita Jensen, telefon: +45 60191276, email: anita@hum.aau.dk

Kommunikationsmedarbejder Susanne Togeby, telefon: 9940 9059, e-mail: susannet@hum.aau.dk