Kommunikationsforsker skriver kronik om stressramthed blandt skolelærere

Kommunikationsforsker skriver kronik om stressramthed blandt skolelærere

Lisbeth Kappelgaard, som er adjunkt på Institut for Kommunikation og Psykologi, har på baggrund af et aktuelt forskningsprojekt, skrevet en kronik i Nordjyske Stiftstidende om stressramthed blandt skolelærere.

Et stort antal lærere i folkeskolen rammes af arbejdsrelateret stress og andre psykiske belastningsreaktioner.  I Lærernes Pension, hvor sagerne behandles, ser man en udvikling, hvor arbejds­relaterede psykiske lidelser som eksempelvis stress, depression og udbrændthed ud­gør en stadig stigende del af årsagerne til tidlig invalidepensionering. I 2002 lå andelen af invalidepensioneringer, der var begrundet i arbejdsrelaterede psykiske lidelser på 25 %, mens den i 2016 var oppe på 50 %.

Men hvad er det, der stresser lærerene? Gennem min forskning i stressramthed blandt lærere i folkeskolen har en række fagpersoner i og omkring folkeskolen stillet sig til rådighed med deres enten erfarede eller observerede ’arbejdslivsfortællinger’. Jeg har talt med praktiserende lærere, forhenværende lærere, som var trådt ud faget på grund af stress, skoleledere, arbejdspsykologer, sagsbehandlere, chefer i forvaltningen med flere. Når de forskellige fagpersoner sætter ord på stressproblematikken, henvises der til, at stressproblemet er forankret i flere forskellige dele af den lærerfaglige praksis. Der er ikke kun én forklaring. Dog er der flere temaer, som kontinuerligt dukker op på tværs af fagskel. Disse temaer handler blandt andet om demokratisering af klasserummet, om lærerens ændrede rolle og om den lærerfaglige kulturs evne til at håndtere stressproblemet.

Demokratisering af klasserummet

Flere peger på, at samfundets ændrede syn på barnet og en ændret praksis omkring skole-hjem-samarbejde har haft stor indflydelse på det at være lærer. Eksempelvis fortæller Anders, der i dag er direktør i forvaltningen, men som gennem 30 år har været både lærer og skoleleder, at han har oplevet en markant ændring i det samfundsmæssige syn på, hvordan man skal agere over for børn, og at det har stor indflydelse på lærerfaget. Ifølge Anders kommer det gradvist op gennem 70’erne, at børnene skal arbejde på en anden måde, og de skal selv have medindflydelse på, hvad de skal lære. De konkrete paragraffer er røget i glemmebogen, men han nævner blandt andet ’Klassens Time’ som et eksempel på, hvordan børnene også skal kunne være med til at diskutere det sociale liv i klassen. 

I den forbindelse præsenteres en virkelighed, hvor klasserummet er blevet demokratiseret; børnene (og deres forældre) skal have indflydelse på, hvad der skal læres og hvordan. Skolen italesættes som et sted, hvor børnene skal være diskuterende og stillingtagende, og hvor barnet tildeles ansvar for egen læring. Samtidig opfattes dette også som rettigheder. Lærerne skal ikke blot lære eleverne at regne og skrive. De skal opdrage barnet til at blive en aktiv, engageret samfundsborger. Derved udvides paletten af ting, som læreren kan drages til ansvar for.  En lærer fortæller eksempelvis om, hvordan der i Sverige kører retssager om børn, der er blevet mobbet i skolen. Sker det også i Danmark? Hvad er det for nogen ting, man som lærer og som skole kan blive holdt op på? Dette er ifølge lærerne under hastig forandring. Som en lærer lidt humoristisk udtrykker det, så var det sådan i gamle dage, at hvis man havde fået en på skrinet i skolen, så fik man en mere, når man kom hjem. For så var der sikkert en grund til det. I dag oplever mange lærere en anden virkelighed, hvor forældre og øvrige pårørende i stigende grad retter klager mod skolen – klager, der handler om alt fra undervisningens indhold til, hvordan der er pyntet op i klasserne til jul.

Flere deltagere i min undersøgelse italesætter, at der har været en bevægelse, hvor læreren er gået fra at være en autoritetsperson til næsten at være en anti-autoritetsperson. Lærerne oplever, at deres faglighed ofte er til diskussion – både fra elever og forældre.  Hvor magtbalancen for 30-40 år siden var usund på den måde, at læreren var en autoritet i sig selv, giver mange nu udtryk for, at det er tippet til en ubalance med modsat fortegn, der opleves som en stigende belastning i arbejdslivet for hovedparten af de lærere, der deltog i undersøgelsen.

Kasserollebøjere eller konfliktløsere?

 En stor del af de fagpersoner, jeg har talt med, giver desuden udtryk for, at det kan være vanskeligt at holde fast i sin fag-faglighed. Lærergerningen handler om at skabe og være i relationer, og derfor oplever mange, at der kan være en hårfin balance mellem at være underviser og socialarbejder. Flemming, som har været lærer gennem næsten tre årtier, og som fungerer som arbejdsmiljørepræsentant på sin skole, forklarede eksempelvis, at når han tager sig arbejde med hjem, så handler det ikke om, at han repeterer kasserollebøjningen over opvasken. Det handler altid om situationer, hvor et barn har det svært. Kom Solveig ud af konflikten? Hvordan har hun det nu Hvordan kan hun få hjælp?

Gennem min undersøgelse ser jeg en række lignende eksempler. Flere sætter ord på, hvordan de har erfaret, at ’socialarbejderrollen’ kan komme til at fylde for meget. Man kan blive for involveret i et barns eller en hel families problemstillinger – og det er ofte den del af jobbet, som slider og stresser. En tillægs-problemstilling er, at det ikke er denne del af jobbet, som lærerene måles på. Groft sagt kan man sige, at lærerne måles på testresultaterne, men bruger (for nogles vedkommende) rigtigt meget krudt på at være ’socialarbejder’.

Har du også fået ’kemi’?

En anden side handler om, hvordan man internt i faget dealer med stressorer og stress. Her får den interne kultur ikke UG med kryds og slange. Hverken når man spørger lærerne selv eller de behandlere, som dagligt møder de stressramte lærere.  Man går stille med dørene, hvis man selv har det skidt, og man er ikke så tilbøjelig til at gribe ind, hvis en kollega ser ud til at være i vanskeligheder.

Jeg har lyttet til en række eksempler på, at stress er noget, man taler om i kopirummet. At man sjældent er overrasket, når en kollega sygemeldes med stress, fordi man gennem længere tid har kunnet se, at det var glat fat – men hvor ingen greb ind. Desuden giver undersøgelsen en indsigt i, hvor svært det kan være at vende tilbage fra et langt sygemeldingsforløb og blive mødt med tavshed. Som et eksempel på netop dette fortæller en forhenværende lærer, der nu er trådt ud af faget på grund af flere stressforløb, at det eneste spørgsmål, hun fik fra sine kollegaer, var, ’har du også fået kemi?’ – altså antidepressiv medicin. På den måde ser det ud til at være vanskeligt bruge den interne kultur som en løftestang ift. at nedbringe antallet af stresstilfælde og gøre det nemmere at rejse sig, hvis man allerede er blevet ramt af stress.

Mod lysere tider?

I øjeblikket pågår forhandlingerne mellem de kommunale og statslige forhandlere (KL/Moderniseringsstyrelsen) og Lærernes Centralorganisation. En stor del af disse handler om arbejdstider. I forlængelse af undersøgelsens resultater, er der dog meget, der peger på, at vi både som samfund, fra politisk hold og i relationen mellem forældre og lærere også kunne trænge til at diskutere en række andre ting i relation til vores folkeskole.  Hvad er eksempelvis folkeskolens – og dermed også lærerens - kerneopgave eller opgaver? Hvad er det lærerne skal måles på og stilles til ansvar for? Et andet tema kunne være, hvordan en balanceret samarbejdsrelation mellem skole og hjem kan se ud, så den fungerer for både skole og hjem. Hvornår skal forældre med rimelighed kunne blande sig i, hvad der foregår i folkeskolen? Hvornår kan lærerne med rimelighed enten inddrage forældre eller med samme rimelighed bede forældrene blande sig udenom?

Sidst men ikke mindst ser der, med udgangspunkt i undersøgelsen, ud til at være et behov at skabe større åbenhed om at opleve stressorer. Ikke mindst i forhold til at etablere kulturer, hvor man tør tage hånd om hinanden.

For yderligere information kontakt:

Lisbeth Kappelgaard på tlf.: 4111 2598 eller på e-mail: kappelgaard@id.aau.dk