Institut for Kommunikation og Psykologi

Kendte indviklede tegn er lettere at afkode end simple, men knap så kendte tegn

Kendte indviklede tegn er lettere at afkode end simple, men knap så kendte tegn

Ny forskning fra Aalborg Universitet (AAU) viser overraskende, at kompleksiteten af et kendt tegn ikke er afgørende for, hvor hurtigt vi afkoder eller husker det. Denne nye viden kan være relevant i mange sammenhænge, f.eks. indenfor så forskellige områder som design, læsning og robotinteraktion.

Billedtekst: Hvilket tegn er mon nemmest at afkode? Det første med mange streger, eller det andet meget mere simple tegn? Overraskende nok viser forskning, at det første og mest komplekse tegn (黑), der betyder sort, er nemmest at afkode for kinesere, fordi det bruges langt oftere, end det andet mere simple tegn (弓), der betyder bue.

Mennesker afkoder hurtigere tegn, som de bruger ofte, end tegn, de bruger sjældent. Det viser en undersøgelse, som et forskningshold har gennemført med udgangspunkt i kinesiske skrifttegn. Det er måske ikke så overraskende. Men hvad der derimod kom bag på forskerne er, at kompleksiteten af tegnet kun har lille betydning. Ph.d.-studerende Jonas Olsen Dall fra Institut for Kommunikation og Psykologi på AAU siger:

- Det har ikke så meget at sige, om tegnet har mange eller få streger. Det afgørende er, hvor ofte tegnet bruges. Et tegn med 13 streger, som bruges ofte, er nemmere at huske end et tre-stregers tegn, der ikke bruges så ofte. Vi havde forventet, at der var en effekt af, hvor ofte man brugte ordet. Men at de mange streger overhovedet ikke har nogen effekt – selv på ord, man kender, men ikke bruger så ofte – kom bag på os.

Jonas Olsen Dall forklarer fundet med, at tegn, som bruges ofte, hurtigere aktiveres inde i hjernen. Vi har en forestilling om, at vi ser noget ude i verden, som vi så får et nøjagtigt billede af inde i hovedet. Men undersøgelsen viser altså, at dette billede i høj grad afhænger af vores erfaring.

Minimalistisk designtankegang måske ikke nødvendig

Denne nye viden er relevant på områder, der handler om, hvordan vi forstår hukommelse, hvordan vi tænker, og hvordan vi ser verden. I mange år har et af de grundlæggende principper for design været enkelthed. Men undersøgelsen kan være med til at nuancere denne opfattelse:

- Vores resultater tyder på, at man måske ikke behøver at have helt så minimalistiske tankegange inden for design, når det kommer til at huske og genkende, fordi effekten af kompleksiteten forsvinder, når det er noget, man ser ofte. Men samtidig skal designeren eller ingeniøren være opmærksomme på, at det, der er kendt for dem, ikke nødvendigvis er kendt for brugerne. Mange med et fjernsyn kender nok følelsen af ikke at have den fjerneste idé om, hvad hovedparten af knapperne på fjernbetjeningen gør, på trods af de i udgangspunktet er designet så brugerne skal kunne forstå dem, siger Jonas Olsen Dall.

Viden kan måske ændre måden, vi lærer børn at læse

Resultaterne fra undersøgelsen af kinesiske tegn kan ikke uden videre overføres til danske bogstaver, men Jonas Olsen Dall mener, at denne nye viden sagtens kunne kalde på nye undersøgelser af, hvordan man understøtter stavning og læsning i Danmark.

I Kina lærer børn at læse ved at genkende tegn, hvor børn i Danmark lærer at læse og skrive ved at stave sig gennem ordene. Det interessante er, at der i lande, hvor man bruger skrifttegn, er en meget lav grad af ordblindhed i modsætning til i vesten, hvor man har alfabetsprog. Det kunne være, påpeger Jonas Olsen Dall, at nogle børn i vesten ville have gavn af at lære at læse ved at se ordene for sig frem for gennem stavning.

Forskeren ser også mulige perspektiver i forhold til at blive klogere på, hvordan robotter kan blive bedre til at aflæse, hvad der foregår inde i hovedet på os mennesker og blive bedre til at simulere verden, som vi mennesker ser den. Der er tale om grundforskning, som i princippet kan åbne op for mange nye områder.

For yderligere information

Forskningen er publiceret af Jonas Olsen Dall, Yong-ming Wang, Xin-lu Cai, Raymond C. K. Chan og Thomas Alrik Sørensen i artiklen: Visual short-term memory and attention: An investigation of familiarity and stroke count in Chinese characters, Journal of Experimental Psychology: Learning, Memory and Cognition.

Kontakt

Jonas Olsen Dall, e-mail: jdall@hum.aau.dk / tlf.: 5190 5703

Kommunikationsmedarbejder Susanne Togeby, e-mail: susannet@hum.aau.dk / tlf.: 9940 9059