Spring til indhold

Kvale-konferencen

Kvale-konferencen er et levende tværvidenskabeligt forum for diskussion og udvikling af kvalitativ forskning i Skandinavien. Konferencen bliver afholdt som en årligt tilbagevendende begivenhed i samarbejde mellem Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Københavns Universitet, Roskilde Universitet og Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse. På denne hjemmeside kan du læse mere om konferencens profil, kommende og tidligere afholdte konferencer samt finde relevante publikationer og kontaktoplysninger.

KonferencerBestyrelsen for Kvale-konferencenPublikationer

Kvale-konferencen

Kvale-konferencen er et levende tværvidenskabeligt forum for diskussion og udvikling af kvalitativ forskning i Skandinavien. Konferencen bliver afholdt som en årligt tilbagevendende begivenhed i samarbejde mellem Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Københavns Universitet, Roskilde Universitet og Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse. På denne hjemmeside kan du læse mere om konferencens profil, kommende og tidligere afholdte konferencer samt finde relevante publikationer og kontaktoplysninger.

KonferencerBestyrelsen for Kvale-konferencenPublikationer

Nyheder

Om Kvale-konferencen

Kvalitativ forskning er i dag vigtigere end nogensinde. I samtidens hyperglobaliserede verden spredes data og statistiske beregninger i et stadigt accelererende tempo via alverdens medier. Problemet med de mange informationer i højhastighedssamfundene er, at vores forståelse af verden risikerer at blive overfladisk og forhastet. Der er derfor massivt behov for god kvalitativ forskning, som går i dybden med cases og kontekstsensitive analyser på en grundig måde. Der er brug for detaljeret indsigt i den menneskelige eksistens og de omstændigheder den udfolder sig under – også de mere-end-menneskelige af slagsen. Til dette formål tilbyder kvalitativ forskning en række enestående midler, som bl.a. udmærker sig ved at muliggøre dybdegående, detaljeorienterede, kompleksitetssensitive undersøgelser af forholdsvis få og velafgrænsede cases. Det være sig alt lige fra menneskelige tilstande, kulturelle dynamikker, meningsskabelsesprocesser, omverdenssamspil, netværkslogikker og institutionelle forhold.

Kvale-konferencen vil kaste et kritisk og konstruktivt lys på kvalitative metoder med henblik på at udforske og udvikle måderne, hvorpå kvalitativ forskning bedrives i praksis. Kvalitativ forskning kerer sig analytisk om meningsskabelse i komplekse sammenhænge og konkrete kontekster. Metoder som interviews, observationer og dokumentanalyser er særligt velegnede i denne sammenhæng. Tendensen til at udgrænse kvalitativ forskning indenfor f.eks. psykologien, er beklagelig, da vi derved går glip af vigtig og værdifuld forskning, der tager afsæt i den aktive meningsskabelse, der karakteriserer menneskelivet som det faktisk leves. Store videnskabelige landvindinger har historisk set ofte baseret sig på kvalitativt nye måder at erfare og formulere verden på. Således f.eks. Marx’ økonomifilosofi, Freuds psykoanalyse, Piagets læringsteori og Goodalls chimpanseetologi.

Steinar Kvale

Steinar Kvale var en norsk psykolog og pioner inden for den kvalitative forskning.  Læs mere:  Steinar Kvale (1938-2008)

Når vi vælger at kalde dette nye forum for kvalitative forskere Kvale-konferencen, så skyldes det flere forhold. Steinar Kvale (1938-2008) var for det første op igennem ’70erne, ’80erne, ’90erne og ’00erne en både national og international pioner inden for den kvalitative forskning. For det andet var han som grundlægger af Center for Kvalitativ Metodeudvikling i 1988 ved Aarhus Universitet med til at udvikle den kvalitative tilgangs grundlæggende metoder og videnskabsteoretiske selvforståelse. Det er derfor naturligt, at den første landsdækkende og årligt tilbagevendende konferencetradition, der beskæftiger sig med kvalitativ forskning, er dedikeret til netop Kvale. En hel generation af kvalitative forskere indenfor så forskellige fagområder som f.eks. psykologi, antropologi og uddannelsesforskning er direkte eller indirekte blevet inspireret af Kvales tilgang til kvalitativ forskning. Med andre ord: Steinar Kvale er ikke til at komme udenom, hvis man vil forstå kvalitativ forskning i Danmark.

For det tredje var Kvales arbejde med kvalitativ forskning helt grundlæggende præget af en godartet rastløshed og urolig nysgerrighed efter nye måder at generere empiri på, analysere på og filosofisk at forstå, hvad kvalitativ forskning i grunden er for noget. Ånden i hans arbejde var kendetegnet ved en fundamental vilje til at ville videre og til at udfordre grundlæggende antagelser om hvordan og hvorfor vi udfører kvalitativ forskning. Dette vel at mærke på en sympatisk, kritisk-konstruktiv og dialogisk måde. Arven fra Kvale må derfor vedvarende bestå i en dobbelt bevægelse: for det første at blive ved med at lytte til og bruge Kvales værdifulde indsigter og for det andet at konfrontere disse kritisk og forsøge at stille nye spørgsmål til den kvalitative forskning. At være i fortsat kritisk dialog med Kvales egne metodetekster er således noget, vi forestiller os, at han selv ville have opmuntret til og støttet op om. Hvordan dette konkret kan og bør ske, er det bl.a. de mange kommende Kvale-konferencers formål at undersøge og diskutere.