AAU logo

vis

Musikoplevelser skal styrke Aalborg-familiers mentale sundhed

Musikoplevelser skal styrke Aalborg-familiers mentale sundhed

Et nyt projekt i Aalborg og Aarhus skal styrke den mentale sundhed i familien gennem musikoplevelser. Det Obelske Familiefond har doneret 2 millioner kroner til projektet, som ledes af Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet.

Lagt online: 08.07.2019

Mental sundhed er ifølge Sundhedsstyrelsen afgørende for børns udvikling og fremtid, men antallet af tilbud med fokus på mental sundhed til familier med skolebørn er begrænset. Nu skal en stor donation på hele 2.096.220 kroner fra Det Obelske Familiefond til projektet ”Mental Sundhed i Familien” tilvejebringe ny viden via et pilotprojekt med 40 børnefamilier.

Det er Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, der står bag projektet, der har til formål at øge den mentale sundhed og styrke familiesamspillet ved at tilbyde musikaktiviteter til 40 frivillige familier med skolebørn i alderen 7-10 år i Aalborg og Aarhus Kommune.

- Donationen fra Det Obelske Familiefond gør, at vi nu for alvor kan sætte fokus på at styrke børnefamiliers mentale sundhed i Nord- og Midtjylland. Vi kan tilbyde musikaktiviteter til mange forskellige familier og dermed undersøge effekten på den mentale sundhed, siger Stine Lindahl Jacobsen, der er lektor og leder af Musikterapi på Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, og forsætter:

- Vi ved, at familiers mentale sundhed og samspilsevner er afgørende for barnets udvikling og fremtid, og Sundhedsstyrelsen vejleder derfor også kommuner til at tilrettelægge tilbud til børn, unge og deres forældre gennem hele skoletiden. Langt de fleste kommuner har gode tilbud og indsatser til udsatte familier og familier med spæd- og førskolebørn, men også som forebyggende indsats skal vi have flere tilbud til alle skolebørn og deres familier. Det forsøger vi at gøre gennem dette projekt, hvor musikkens unikke egenskaber får en afgørende rolle.

Stine Lindahl Jacobsen
Stine Lindahl Jacobsen

Hos Det Obelske Familiefond er direktør Michael Bjørn Nellemann meget begejstret for at kunne støtte indsatsen, som sætter kombinationen af mental sundhed i familien og musik på dagsordenen i Nordjylland:

- Kombinationen af mental sundhed og musik er som skabt til fondets strategi. Vi hilser derfor projektet særdeles velkomment, så vi kan få skabt et nyt vidensgrundlag inden for området, forklarer han.

De 40 frivillige familier bliver inddelt i fire grupper, som deltager i henholdsvis familiekoncerter, musikaktiviteter og musikterapiaktiviteter. I den sidste gruppe kortlægges familiernes sædvanlige deltagelse i musik- og kulturaktiviteter.  Familierne følges over en årrække, så en eventuel langtidseffekt af musik- og kulturaktiviteter til familier med skolebørn kan undersøges. Derudover bliver der løbende indsamlet informationer om familiernes mentale sundhed, samspil og tilknytning.

Musikken Hus i Aalborg og Musikhuset i Aarhus er tilknyttet projektet, og derudover står Brønderslev Kulturskoles leder og musiker Rene Krone for at udvikle musikaktiviteterne og sikre faglighed og kvalitet.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Lektor og leder af Musikterapi Stine Lindahl Jacobsen, Institut for Psykologi og Kommunikation – Aalborg Universitet, tlf. 9940 9103
Direktør Michael Bjørn Nellemann, Det Obelske Familiefond, tlf. dir. 2138 8227