AAU logo

vis

Thomas Alrik Sørensen foran en forsøgsopstilling på udstillingen SENSE ME.

Hjerneforskere på museum: Hvilken farve har en trekant?

Nu kan museumsgæster blive forsøgspersoner i et forskningseksperiment om, hvordan vi sanser verden. Hjerneforskere fra Aalborg Universitet deltager i kunstudstillingen SENSE ME på Trapholt i Kolding for blandt andet at undersøge fænomenet synæstesi, som er en usædvanlig sammensmeltning af sanserne.

Lagt online: 26.09.2019

Billedtekst: Thomas Alrik Sørensen foran en forsøgsopstilling på udstillingen SENSE ME. Testen kan vise, om man har synæstesi. Privat foto.

Hvor hurtig er en citron? Eller hvilken farve har en onsdag? For de fleste vil sådanne spørgsmål synes underlige, men for nogle mennesker giver de meget god mening. De oplever nemlig, at deres sanser er forbundet på overraskende måder, så de eksempelvis hører farver, smager ord, eller mener, at ugedage og bogstaver har bestemte farver.

Netop dette fænomen skal forskere fra Aalborg Universitet (AAU) undersøge ved at opstille fem eksperimenter som en del af udstillingen SENSE ME på museet Trapholt i Kolding. Eksperimenterne er designet til at undersøge mulige tværmodale sanseindtryk, f.eks. hvordan vi ser årets 12 måneder eller hvilke farver der associeres med former og bogstaver. Forskerne får på den måde en stor mængde data, der skal hjælpe dem til at forstå, hvordan vores hjerne fungerer.

Synæstesi en usædvanlig sammensmeltning af sanserne, og ifølge Thomas Alrik Sørensen, der er leder af Centre for Cognitive Neuroscience og lektor på AAU, findes der omkring 80 forskellige former for synæstesi, måske endda flere. Til gengæld er det kun ca. én ud af 20, der oplever denne atypiske kobling mellem sanserne.

- Vi har været nysgerrige på, hvorfor nogle har det. Derfor har ph.d.-studerende Aurore Zelazny og jeg designet en række forsøg i samarbejde med Trapholt, som er en del af udstillingen SENSE ME. Vores forsøg er designet således, at det blot tager nogle minutter at gennemføre kan samtidig give os en masse information, siger Thomas Alrik Sørensen.

Mange ved ikke, at de har synæstesi

Synæstesi er ikke et kognitivt problem, og de fleste med synæstesi ved ikke, at de har det, så det er ofte et tilfælde, at de finder ud af det. Er man nysgerrig på, om man selv har synæstesi, er det muligt at prøve en let test på museet. Med forsøgene ønsker forskerne også mere generelt at blive klogere på, hvorfor vi ser verden, som vi ser den.

- Hvis vi stiller almindelige folk spørgsmål som: hvilken farve har en trekant, eller hvor hurtig er en citron, så får vi ikke helt tilfælde svar, fortæller Thomas Alrik Sørensen. - De fleste vil associere hastigheden hurtig med citron. Vi er interesserede i at afdække, hvordan det ser ud, og især hos folk med forskellig kulturel baggrund. Vi har nemlig en idé om, at hjernen udvikler sig ud fra det miljø, den er i.

Der er ifølge Thomas Alrik Sørensen tale om grundforskning, som på længere sigt kan hjælpe forskerne til at forstå, hvordan hjernen fungerer, og hvorfor vi oplever verden forskelligt. F.eks. hvorfor nogle mennesker ikke kan genkende et ansigt, som de har set på et billede, eller hvad der var på spil i den såkaldte #kjolegate, der udspillede sig i 2015 på de sociale medier, hvor nogle så en kjole som guld og hvidstribet, mens den i virkeligheden var blå og sortstribet.

Yderligere information

Lektor Thomas Alrik Sørensen, telefon: mobil 31333793, e-mail: alrik@hum.aau.dk

Kommunikationsmedarbejder Susanne Togeby, telefon: 9940 9059, e-mail: susannet@hum.aau.dk

Udstillingen SENSE ME kan besøges på Trapholt frem til 1. juni 2020. Læs mere her: trapholt.dk/sense-me

Hvis du vil vide mere om forskningen i synæstesi eller deltage i denne, kan du besøge hjemmesiden syn.aau.dk.