AAU logo

vis

Constantine Sedikides

Førende socialpsykolog er indstillet som æresdoktor på AAU

Det Humanistiske Fakultet har indstillet professor Constantine Sedikides fra University of Southampton som æresdoktor på Aalborg Universitet. Sedikides har i flere omgange sat nye spørgsmål på socialpsykologiens dagsorden indenfor områder som nostalgi og selvovervurdering.

Lagt online: 08.04.2019

Den græskfødte Constantine Sedikides har en mastergrad i udviklingspsykologi fra Fordham University og i socialpsykologi fra Ohio State University, USA, hvor han også fik sin ph.d.-grad i socialpsykologi i 1988. Sedikides er en forsker, der i sjælden grad kombinerer videnskab på højeste niveau med et stort socialt engagement. Der er to indbyrdes forbundne røde tråde i Sedikides forskning. Den første handler om narcissisme og den anden om nostalgi.

Tilfældig diskussion skabte grobund for nyt forskningsfelt

Sedikides er del af den forskergruppe i USA, der startede narcissisme som forskningsgren indenfor socialpsykologien. Men efter noget tid ændrede Sedikides sit fokus. Han fortæller om en udslagsgivende episode, hvor han og to venner, der også er forskere, kørte i bil gennem New York. Tilfældigvis begyndte de tre at diskutere, hvem der mon var den bedste bilist.  Og hver især var enige – dem selv. Og de var langt over gennemsnittet som billister. Da der var tale om forskere, udviklede diskussionen sig til refleksioner over begrebet selvovervurdering.  Er det en almindelig menneskelig egenskab? Er det godt eller skidt?

Diskussionen førte til, at Sedikides tog initiativ til - og blev en central person i - forskningen i self-enhancement. Sedikides forskning tog således en vigtig drejning fra narcissisme, der i et eller andet omfang handler om afvigelse, til den blandede men kærlige forståelse af menneskers besynderlighed, som kendetegner forskningen i self-enhanchment. Selvovervurdering er en del af hverdagspsykologien - det er sådan noget vi alle gør

Nostalgisk græker

Efter en årrække i USA kom Sedikides i 1999 til Universitetet i Southampton i Storbritannien, hvor han har spillet en stor rolle i opbygningen af en imponerende forskningsportefølje indenfor socialpsykologien. Det er i forbindelse med denne flytning, at Sedikides' næste fokus blev sat. Den græskfødte forsker savnede sin amerikanske venner, og denne oplevelse af savn kom så også til at omfatte hans opvækst i Grækenland.

En af hans nye kolleger foreslog, at han nok led af nostalgi, og Sedikides spurgte: Er det godt  eller skidt?  På det tidspunkt var der konsensus blandt forskere om, at nostalgi var en problematisk psykisk tilstand, men det er typisk for Sedikides at han tænkte: det må jeg hellere undersøge. Og dermed fødtes et nyt dagsordenssættende forskningsprogram. Den senere forskning viser i øvrigt, at de fleste mennesker er tilbøjelige til nostalgi, at nostalgi er en bittersød emotionel tilstand, der gennemgående understøtter oplevelsen af personligt ståsted, men også kan forstærke depression og visse negative sindstilstande.

Inspirerende forsker

Ud over at være en kreativ og inspirerende forsker, som i øvrigt er meget generøs med sin tid, er Sedikides noget så sjældent som en videnskabelig forfatter, der også er en rigtig god skribent. Sedikides’ store interesse for Charles Dickens betyder, at direkte og indirekte henvisninger til Dickens er en fast følgesvend i de fleste af hans mange artikler, ligesom hans skrifter bærer præg af, at Sedikides er den sjældne kombination af en empirisk forsker med dyb interesse i oldtidens filosofi.

Aalborg Universitet har i høj grad nyt godt af Constantine Sedikides’ ekspertise i forbindelse med opbygningen af nye socialpsykologiske forskningsmiljøer, men også af hans gode humør og smittende optimisme.