Ph.d.-forsvar ved Karen Dons Blædel: Håndtering af krænkende adfærd i forsvaret
Karen Dons Blædel: Et aktionsforskningsprojekt om håndtering af krænkende adfærd i forsvaret - en praksisdreven undersøgelse af interne rådgiveres kommunikative og organisatoriske kompetencer og roller
Download dansk abstract (1 side) eller dansk resumé (2,5 sider)
Afhandlingen præsenterer et flerårigt aktionsforskningsprojekt, som forløb fra 2006 til juni 2010, og som var forankret i en organisation af personlige rådgivere i forsvaret. Organisationen af personlige rådgivere har til formål at støtte ansatte, der har været udsat for krænkende adfærd i form af mobning eller chikane, eller ansatte, der er anklaget for at krænke andre. Endelig understøtter rådgiverne den lokale ledelse i at finde brugbare, lokale løsninger.
Projektets videnskabsteoretiske tilgang er fænomenologisk med en pragmatisk, praksisbaseret tilgang til undersøgelsen, hvor participation, refleksion/forskning og handling er centrale begreber for tilgangen til projektet.
Aktionsforskningsprojektets formål:
- At undersøge de kommunikative og organisatoriske kompetencer, som rådgiverne oplever at anvende i praksis i arbejdet med krænkende adfærd på på individuelt niveau og på relationelt niveau.
- At undersøge hvordan rådgivere forvalter deres rolle som rådgivere, så det bliver muligt at påtage sig konkrete opgaver, specifikt i forhold til egne bemyndigelser i den særlige hierarkiske struktur, som kendetegner forsvaret.
Spørgsmål 1 er søgt besvaret ved hjælp af empiri, hvor 25 rådgivere har fortalt om deres konkrete oplevelser af brug af kompetencer i konkrete sager. Nogle af de vigtigste kommunikative kompetencer tjener til at give fokuspersonerne et trygt og tillidsfuldt rum, hvor der er plads til at reflektere over egen situation, blive klar over, hvad problemstillingerne reelt drejer sig om, og finde mulige løsninger på situationen. Afhandlingen viser, at der tillige er organisatoriske kompetencer i spil, når rådgiverne arbejder i kontekst. Fordi der er en hierarkisk struktur med præcis rangdeling, kan det være svært for en rådgiver med lavere rang at adressere problemstillingen i øjenhøjde. Kompetencer i form af kendskab til omgangsformer, respekt for autoriteter og evne til at samarbejde på tværs af rang har vist sig essentielle for rådgivernes bidrag til løsninger, men også kompetencer i form af planlægning, networking og bevidsthed om egne grænser har vist sig at være vigtige.
Spørgsmål 2 er søgt besvaret gennem resultater fra ovennævnte empiri. Derudover har en særlig co-operative inquiry gruppe arbejdet med rollen som rådgiver.
Et resultat af arbejdet er forskellige sæt af forhandlingsspørgsmål, der kan anvendes af rådgiverne som en intern checkliste i forhold til fokuspersoner og autoritetspersoner i forsvaret. Et andet resultat er påvisningen af forskellige roller, som står til forhandling, hvoraf nogle af de vigtigste er fødselshjælper, problemløser, networker, koordinator og konfliktmægler.
Invitation til ph.d.-forsvar: Et aktionsforskningsprojekt om Håndtering af krænkende adfærd i Forsvaret - en praksisdreven undersøgelse af interne rådgiveres kommunikative og organisatoriske kompetencer og roller
Karen Dons Blædel
Tid og sted:
Mandag d. 7. februar 2011 kl. 13-16.
Aalborg Universitet København, Lautrupvang 2, 2750 Ballerup, lokale 2066. Bemærk venligst adressen. Download kort eller find adressen på AAUMap.
Bedømmelsesudvalg:
Lektor Søren Willert, Aalborg Universitet (formand)
Lektor Birgitte Ravn Olesen, Roskilde Universitet
Professor Ewa Gunnarsson, Luleå Tekniske Universitet
Vejledere:
Hovedvejleder: Lektor, ph.d. Marianne Kristiansen
Bivejleder: Professor Helle Alrø
Alle interesserede er velkomne!
For evt. praktiske spørgsmål kontakt venligst Lone Nørstad, sekretær, mail: lonen@hum.aau.dk, tlf. 99402404.
Program:
13.00-13.05 Velkomst v. institutleder Christian Jantzen, AAU
13.05-13.50 Forelæsning v. ledende rådgiver Karen Dons Blædel
13.50-14.20 1. officielle opponent:Ewa Gunnarsson
14.20-14.35 Pause
14.35-15.05 2. officielle opponent: Birgitte Ravn Olesen
15.05-15.35 3. officielle opponent: Søren Willert
15.35-15.50 Evt. anmeldte spørgsmål ex auditorio
15.50-16.00 Udvalget forlader lokalet for at votere
16.00 Formanden for bedømmelsesudvalget meddeler udvalgets votum
Efter forsvaret er Institut for Kommunikation vært ved en reception i fællesområdet ved lokale 2066.


