Ph.d.-afhandling ved Leo Komischke-Konnerup: Gentagelsens pædagogik. En almen pædagogisk undersøgelse af pædagogisk praksis for unge med særlige behov

Denne afhandling prøver at udvikle et alment pædagogisk – og derfor også et pædagogisk afgrænset – bidrag til spørgsmålet om, hvordan alle unge kan deltage meningsfuldt i undervisning og uddannelse.

Gentagelsens pædagogik. En almen pædagogisk undersøgelse af pædagogisk praksis for unge med særlige behov

Leo Komischke-Konnerup

Afhandlingen baserer sig på en almenpædagogisk undersøgelse af lokal skole- og uddannelsespraksis på to frie og selvejende institutioner for unge med særlige behov: En efterskole og et uddannelsessted for unge. Som frie og selvejende institutioner har disse skoler og uddannelsessteder haft en betydelig frihed til at eksperimentere pædagogisk og udvikle en socialpædagogisk og praktisk forståelse af skole og uddannelse for unge med særlige behov.

Denne afhandling prøver at udvikle et alment pædagogisk – og derfor også et pædagogisk afgrænset – bidrag til spørgsmålet om, hvordan alle unge kan deltage meningsfuldt i undervisning og uddannelse. Heri ligger ikke blot en stiltiende anerkendelse af denne skole- og uddannelsespolitiske forestillings politisk-etiske betydningsfulde grundpointer – fx at alle har ret til uddannelse som vej til deltagelse i samfundets forskellige fællesskaber – men tillige den erkendelse, at spørgsmålet om uddannelse til alle også behøver en pædagogisk belysning eller kvalificering, hvis det skal give mening i forbindelse med pædagogisk praksis på skoler og andre uddannelsesinstitutioner.

De frie institutioners specialiserede praksis er interessant at undersøge pædagogisk, fordi man her finder eksempler på pædagogisk praksis, der er udviklet og udformet med udgangspunkt i en elevgruppe, som allerede har lært ganske meget i skolen – nemlig at de ikke kan lære og ikke hører til i en skole- og uddannelseskontekst. Disse elevers pædagogiske og sociale nederlagserfaringer kan derfor også forstås som pædagogisk fremkaldte erfaringer. På samme måde som det almindeligvis antages, at alle andre elever i skolen lærer noget, antages det på ovennævnte frie institutioner, at også disse elevers læring i vidt omfang er blevet formet i mødet med skolens undervisning og samvær: De har været lærende til stede i skolens undervisning og samvær – også selvom de altså har lært, at de ikke hører til dér. Derfor forstås eleverne i mindre grad som resultater af deres forskellige individuelle deficitære medicinsk-biologiske historier, men i højere grad ud fra den antagelse, at de helt grundlæggende er i stand til at lære og danne sig. Elevernes forskellige vanskeligheder tematiseres og håndteres derfor hovedsageligt som pædagogiske problemstillinger.

Til grund for afhandlingens interesse ligger ikke blot en anerkendelse af forestillingen om uddannelse til alle som etisk-politisk-pædagogisk betydningsfuld, men i høj grad også en årelang pædagogisk nysgerrighed over for et grundlæggende pædagogisk spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvordan man i en skole- og uddannelseskontekst kan undervise og opdrage elever, der netop i mødet med en sådan pædagogisk kontekst allerede har lært, at de ikke kan lære og ikke hører til i en skole- og uddannelseskontekst: Hvordan kan skole- og uddannelsespraksis for elever med negative pædagogiske erfaringer udformes, så den opleves og forstås som en pædagogisk meningsfuld praksis?

Download afhandlingen