Lene Tanggaard modtager højskolepris

Lene Tanggaard modtager højskolepris

Landets højskolelærere har netop tildelt professor Lene Tanggaard Pedersen årets Højskolepædagogisk Pris. Prisen får hun for sit arbejde med kreativitet, der bl.a. er med til at sætte ord på den æstetiske dannelse, et højskoleophold giver.

Professor Lene Tanggaard Pedersen fra Institut for Kommunikation og Psykologi har modtaget Højskolepædagogisk Pris på 25.000 kr. i forbindelse med højskolernes årlige lærerkonference på Gymnastikhøjskolen i Ollerup. Her lød det bl.a. i begrundelsen, at ” hun med sin opfattelse af kreativitet som det at skabe værdi i arbejdet med den modstand, som især den sociale ramme er udtryk for, i høj grad er med til at sætte ord på den æstetiske dannelse, som et højskoleophold bibringer eleverne.”

Det er anden gang, Højskolepædagogisk Pris uddeles, og Lene Tanggaard Pedersen er stolt over, at æren denne gang tilfalder hende. 

- Jeg er både stolt og ydmyg over prisen, fordi højskolerne står mit hjerte meget nært. Jeg er taknemmelig for, at højskolerne ved flere lejligheder har givet mig en chance for at formulere mig om pædagogik og i særdeleshed højskolen. Højskolerne har i de senere år markeret sig stærkt i debatten om skole og uddannelse, og jeg er glad for med denne pris fortsat at kunne bidrage til denne debat og til den pædagogiske udvikling af skoler og uddannelser. Jeg glæder mig derfor til fortsat at følge og forhåbentligt inspirere højskolerne og mange andre, siger hun.

Fakta:

- Højskolepædagogisk Pris uddeles hvert år af Folkehøjskolernes Forening i Danmark og Højskolebladet

- Formålet med prisen er at udbrede kendskabet til højskolepædagogik som et særligt pædagogisk felt

- Læs mere om Højskolepædagogisk Pris

Modtag nyheder via mail

Tilmeld dig Institut for Kommunikation og Psykologis nyhedsbrev og modtag en mail 2-5 gange om måneden. Nyhedsbrevet indholder invitationer til åbne arrangementer, seminarer og konferencer samt nyheder om fx bøger eller forskningsresultater. Du kan til ehver tid afmelde nyhedsbrevet, hvis du ikke længere ønsker at modtage det.

* Påkrævet felt