Enkle værktøjer kan mindske børnefamiliers madspild

Enkle værktøjer kan mindske børnefamiliers madspild

Hvert år tærer danske familiers madspild på naturens ressourcer og koster mange penge. Ifølge erhvervsph.d. Thomas Dyrmann Winkel, som de seneste tre år har forsket i børnefamiliers madspild, hænger det sammen med vores vaner og holdninger i en kompleks hverdag. Han peger dog på, at enkle værktøjer kan gøre en forskel.

Hvert år smider de danske husholdninger 260.000 ton mad ud, der godt kunne være spist. Men hvordan opstår dette madspild egentlig, og hvad kan vi gøre for at mindske det? Det har de seneste tre år været udgangspunktet for et forskningsprojekt, som erhvervsph.d. Thomas Dyrmann Winkel, der har været tilknyttet Affaldsselskabet AVV i Hjørring og Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet, har stået bag. Han har i den forbindelse bl.a. registreret og kortlagt seks familiers indkøb, måltider og håndteringen af maden.

- Min undersøgelse viser, at madspild opstår i en vekselvirkning mellem hverdagens organisering - eller mangel på samme - og de vaner og holdninger, der hersker i en familie. Bl.a. er forskellige holdninger i hjemmet til, hvad sund og lækker mad er, en årsag til madspild, ligesom madplaner kan skabe madspild, hvis ikke de tager højde for en omskiftelig hverdag, forklarer Thomas Dyrmann Winkel. 

Giv maden faste pladser i køleskabet

En bedre organisering i hverdagen er derfor en vigtig faktor, hvis børnefamilier vil begrænse deres madspild. Det kunne fx dreje sig om at give maden i køleskabet faste pladser og lave en fokushylde, hvor mad, der snart skal spises, kan opbevares.

- Det gør det nemt for familien at få brugt maden og betyder, at mindre mad smides ud, siger Thomas Dyrmann Winkel, der på baggrund af sit forskningsprojekt har udviklet et diskussionsværktøj, NulMadspild, som skal øge bevidstheden hos både borgere og aktører på området

- Værktøjet tager udgangspunkt i, at familier ikke spilder mad med vilje, og lægger op til at diskutere og øge opmærksomheden på, hvordan hverdagens gøremål, holdninger og vaner kan organiseres, så mindre mad spildes. Kortlægningen af madforbruget gør det muligt for familier at fokusere på et specifikt indsatsområde såsom børnenes madpakker, opbevaring eller travlhed og sammen ændre det.  

Workshop om madspild

Dette værktøj tages i brug til efteråret, hvor AAV inviterer borgere i Hjørring og Brønderslev til en workshop om madspild. Emnet spiller nemlig en vigtig rolle hos det nordjyske affaldsselskab, som tidligere har sat ind over for madspild i forbindelse med projektet Nulskrald. Dette viste, at en familie kan spare op mod 1.500 kr. om måneden ved bedre organisering og planlægning af madforbruget.

- Nulskrald har vist os, at borgerne gerne forholder sig til – og handler på – hvor meget affald de producerer. Thomas’ forskning er et konkret redskab til at øge borgere og andre aktørers bevidsthed om madspild – og derigennem også sætte fokus på ressourcerne i det øvrige affald, siger AVV’s direktør Steen Madsen.

 

Læs mere:

Læs resultaterne af forskningsprojektet ”Madspild i familier – reduktion af familiers madspild gennem ændring af praksisser” på http://vbn.aau.dk/files/257671286/PHD_Thomas_Dyrmann_Winkel_E_pdf.pdf

 

For yderligere information kontakt:

Thomas Dyrmann Winkel på tlf.: 26 71 73 92 eller på e-mail: winkel@hum.aau.dk

Kommunikationsansvarlig hos AVV Lene Høg på tlf.: 20 32 01 37 eller på e-mail:lh@avv.dk

Journalist på AAU Susanne H. Knudsen på tlf.: 29 60 98 72 eller på e-mail: shk@hum.aau.dk

 

 

Modtag nyheder via mail

Tilmeld dig Institut for Kommunikation og Psykologis nyhedsbrev og modtag en mail 2-5 gange om måneden. Nyhedsbrevet indholder invitationer til åbne arrangementer, seminarer og konferencer samt nyheder om fx bøger eller forskningsresultater. Du kan til ehver tid afmelde nyhedsbrevet, hvis du ikke længere ønsker at modtage det.

* Påkrævet felt