Studerende og virksomheder skal score · 16. februar 2010

Speed dating har ikke nødvendigvis med kærester og byture at gøre. Når studerende fra Humanistisk Informatik og repræsentanter for virksomheder som Grundfos og Jyske Bank skal udfylde deres scorekort, er det ej heller på golfbanen, de har ramt plet. Derimod er der tale om, at virksomheder og studerende skal finde hinanden med gensidigt samarbejde som formål.

Matchmaking seminar

MatchmakingDet er NoEL - netværk om e-læring, der sammen med KMD indbyder til matchmaking-seminar, hvor virksomheder, organisationer og studerende bringes sammen – både for at høre om tidligere erfaringer med samarbejde og for at blive inspireret til nye samarbejdsrelationer. For virksomheder og organisationer er det en oplagt chance for at præsentere tanker og komme i dialog med studerende og potentielle praktikanter. De studerende vil fortælle om deres kompetencer, ønsker og forventninger til en samarbejdspartner. Studerende får på denne måde lejlighed til at møde repræsentanter fra erhvervslivet.

”På seminaret bliver der mulighed for, at deltagerne kan fremlægge en idé og få respons fra de øvrige deltagere. Vores intention er således, at vi allerede på selve seminardagen får lavet konkrete aftaler om samarbejde”, fortæller netværkskoordinator og matchmaker Ulla Konnerup.

Virksomheder fra nær og fjern

Blandt deltagerne er, foruden Grundfos og Jyske Bank, så forskellige virksomheder som VisitAalborg, det københavnske positioneringsbureau Battle and Bounce, Århus Maskinmesterskole, kommunikations-virksomheden Thrane & Thrane, Taleinstituttet i Nordjylland, reklamebureauet SHRPA i Aalborg, bibliotekerne i Randers og Aalborg, Danfoss Drives og Forlaget Edutasia. På uddannelsessiden deltager dekan Lone Dirckinck-Holmfeld, praktikkoordinatorer, studielederen fra Humanistisk Informatik samt studerende fra uddannelserne Informationsvidenskab, Kommunikation og Informatik.

Arrangementet finder sted i KMDs lokaler onsdag den 17. februar 2010.

For yderligere information kontakt Ulla Konnerup, ullak@hum.aau.dk eller tlf.: 9940 3148

Gå til nyhedslisten